En 29-årig mand blev tidligt mandag morgen stukket ned på en landejendom ved Dronninglund i Nordjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet på Præstbrovej 111 klokken 06.26. På adressen fandt man den 29-årige, som efter behandling på Sygehus Syd i Aalborg er erklæret uden for livsfare.
To kvinder er anholdt og sigtet for drabsforsøg. Den ene er 26 år, og hun blev anholdt klokken 09.35 tæt på gerningsstedet. Omkring halvanden time senere blev en 32-årig kvinde klokken 11.10 anholdt.
Drabsforsøg
- Begge kvinder har vi sigtet for drabsforsøg, udtaler lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Kvinderne har en relation til offeret, men hvad der er gået forud for knivstikkeriet, kan politiet mandag eftermiddag ikke sige noget nærmere om.
- Det er blandt andet det, som vores efterforskning skal være med til at dokumentere. Derfor kan vi ikke udtale os yderligere, lyder det fra Frank Olsen.
Leder efter mand
Foruden de to kvinder mistænker politiet en 36-årig mand i sagen. Politiet ved, hvem han er, og han opfordres til at melde sig selv.
- Men vi kan ikke på nuværende tidspunkt udtale os nærmere om relationerne mellem de pågældende. Det er noget, som vores efterforskning skal påvise, siger Frank Olsen.
I forbindelse med knivstikkeriet har politiet afspærret området omkring landejendommen.
- Vores arbejde består nu i at få dokumenteret, hvad der er sket før, under og efter knivstikkeriet. Derfor vil man kunne se en del politiet i området resten af dagen, udtaler Frank Olsen pressemeddelelsen mandag eftermiddag.
Politiet arbejder blandt andet på foretage tekniske undersøgelser, sikre spor og afhøre personer, som var til stede i forbindelse med knivstikkeriet eller på anden måde har tilknytning til ejendommen.
De to kvinder vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her vil anklageren bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden af hensyn til efterforskningen.
/ritzau/