Lørdag aften lagde popstjernen Justin Timberlake København ned med sin musik men så sandelig også med sin charme. Men den havde stjernen åbenbart gemt væk, da han rejste over Øresund til Gøteborg, hvor den næste koncert finder sted.
Ifølge den norske avis VG spyttede Justin efter sine fans fra taget af Elita Plaza.
Fadæsen startede, da Justin og hans kæreste Jessica Biel ankom til hotellet søndag aften sammen med en flok venner. Her havde en gruppe unge fans taget opstilling for at få et glimt af deres store idol. Men Justin ønskede ikke at stille op til et billede.
Det fik en af fansene til at råbe fuckface efter stjernen, der herefter gik amok.
- Kalder du mig fuckface? Go fuck yourself, havde en rasende Justin råbt igen, mens kæresten Jessica Biel fortvivlet gemte sit hoved i sine hænder.
Lidt efter dukkede Justin op på taget af hotellet, hvor han kastede bordtennisbolde, jordbær og kirsebær ned på sine fans. Han kastede også en fyldt vandflaske i hovedet på dem og sluttede af med at spytte efter fansene.
Også tidligere på dagen havde Justin vist sig fra sin knapt så charmerende side. En ung svensk kvinde havde mødt ham og kæresten på gaden og spurgt, om hun måtte tage et billede. Til det havde Justin svaret iskoldt:
- Vil du også have, at jeg skal jonglere?