Med alvor i stemmen har en 24-årig drabstiltalt udtrykt medfølelse med Amer El-Chami, der blev skudt ned i en opgang i Folehaven tilbage i april 2011.
- Jeg vil bare sige, at jeg kendte den forurettede rigtigt godt. Det, der skete i Folehaven, er jeg rigtig ked af. Der er ikke nogen, der fortjener at dø på den måde.
Sådan har den 24-årige sagt torsdag formiddag i Retten på Frederiksberg, inden dommere og nævninge trak sig tilbage for at vurdere, om han er skyldig i drabet.
Selv affyrede han ikke de i alt ni skud mod 19-årige Amer, der festede i Folehaven natten til den 3. april 2011.
Men anklageren vil have ham dømt for manddrab, fordi hun mener, at drabet blev udført i forening med den person, der skød.
- De går sammen hen til opgangen, og begge er bevæbnet. Tiltalte holder vidner i skak med pistolen, mens den anden gerningsmand bevæger sig op i opgangen, fastslår anklager Maj-Britt Martinussen i sin procedure.
- Tiltalte kunne have advaret offeret enten via dørtelefonen eller blot ved at råbe op. Men det gjorde han ikke, tilføjer hun.
Den anden gerningsmand er stadig på fri fod og er eftersøgt internationalt.
Derfor står den 24-årige alene i retten.
Sammen med den nu eftersøgte truede han ifølge anklageren to forbipasserende til at ringe på dørtelefonen til opgangen. De formåede at flygte, men fire andre var ikke så heldige.
Truet med våben ringede de på dørklokken og skaffede dermed den 24-årige og hans kammerat adgang til opgangen.
Herefter tvang den 24-årige tre af dem ned i kælderetagen og holdt dem i skak dér, mens den anden bevægede sig videre op i opgangen med den fjerde frihedsberøvede foran sig.
Amer El-Chami endte op med at blive skudt to gange i brystet og døde kort efter.
Klokken 14 torsdag bliver det afklaret, om den drabstiltalte er skyldig i drabet, selv om han ikke selv trykkede på aftrækkeren.
/ritzau/