Et besøg i en taskeforretning i Slagelse udviklede sig ifølge politiet voldsomt, da en 15-årig pige fra Korsør den 26. februar i år overfusede en ekspedient i Neye i Vestsjællandscentret. Det skriver SN.dk.
Ifølge anklageskriftet startede pigen med at give ekspedienten en knytnæve i hovedet. Herefter sparkede hun denne i maven, mens hun trak voldsomt i ekspedientens hår, så hovedet røg bagover. Ifølge vidner sagde den tiltalte derefter, at hun ville smadre den ansatte, næste gang hun så hende.
Inden pigen forlod forretningen skulle hun angiveligt have stjålet en pung til.
Pigen blev senere pågrebet sammen med par jævnaldrende personer.
Den unge pige sidder på anklagebænken for Retten i Næstved tiltalt for tyveri, vold og trusler. Ifølge anklager Christina Lund Gregersen er der umiddelbart ingen relation mellem den voldsanklagede pige og offeret, og til SN.dk siger hun, at den tiltalte umiddelbart ikke skal forvente en fængselsdom.
- Alderen har en betydning for straffen, så det bliver nok vilkår efter serviceloven, hun kommer ind under i forhold til straf, siger Christina Lund Gregersen til SN.dk.