Ledige, der mister dagpengene efter nytår, er afskåret fra at bruge nogle af tilbuddene i akutpakken.
Regeringens akutpakke skal hjælpe de ledige, der næste år rammes af halveringen af dagpengeperioden. Men nogle af redskaberne i akutpakken såsom virksomhedspraktik og løntilskud kan mange langtidsledige ikke benytte sig af.
Det skyldes, at virksomhedspraktikken og løntilskudsjobbet skal ligge inden for den lediges dagpengeperiode, skriver Politiken.
Mister man f.eks. retten til dagpenge i februar, kan man derfor højest få løntilskud i fire måneder, og mange virksomheder vil gerne have ledige i en længere periode.
- Det virker ikke særlig gennemtænkt, at man med akutpakken opfordrer til øget brug af løntilskud, og at løntilskudsmuligheden reelt falder væk, hvis man mister dagpengeretten efter januar, siger Torben Poulsen, chef for Dansk Metals a-kasse til Politiken.
Også a-kassernes sammenslutning AK-Samvirke og Kommunernes Landsforening (KL) finder det uhensigtsmæssigt, at ledige forhindres i at tage løntilskudsjob.
- Det er en ekstra barriere for den ledige. Af hensyn til virksomheden burde det være muligt at tilrettelægge et forløb i løntilskud, der går ud over borgerens dagpengeperiode, siger chefkonsulent i KL, Ulrik Petersen.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger i en skriftlig kommentar, at hun nu vil kigge på, om reglerne kan gøres mere smidige.