Politiet bekræfter nu, at der er rejst sigtelser efter en knivepisode på Campus Køge den 19. august.
Den 17-årige elev, der ifølge familien blev jagtet med kniv, er tilbage i skole.
Familien er fortsat bekymret efter endnu en voldsom hændelse på campusområdet, men politiet betragter indtil videre de to episoder som isolerede hændelser.
Der er nu rejst sigtelser i sagen om den 17-årige dreng, der ifølge sin familie blev jagtet med kniv af to unge på Campus Køge den 19. august. Det bekræfter efterforskningsleder og politikommissær Liza Pallesen fra Midt- og Vestsjællands Politi over for Avisen.dk.
Politiet efterforsker fortsat sagen og kan derfor ikke på nuværende tidspunkt at oplyse yderligere om sigtelserne af hensyn til efterforskningen.
Tilbage i skole
Den 17-årige elev, der blev jaget med kniv af to hætteklædte på campus midt i skoletiden, har siden episoden været væk fra undervisningen, fordi han og familien har følt sig utrygge ved situationen, men nu er han tilbage, fortæller hans far Bjarne Falk.
- Han vendte tilbage til skolen tirsdag den 29. september og siden også er begyndt at arbejde igen. Det er sket efter, at vi blev kontaktet af politiet med besked om, at to unge var blevet sigtet i sagen. Vi har også fået fortalt af andre elever på skolen, at de to unge er blevet bortvist fra skolen, siger Bjarne Falk til Avisen.dk.
Oplysningen er ikke bekræftet af skolens ledelse.
Faren fortæller desuden, at hans søn den 7. oktober er afhørt af politiet i forbindelse med et overfald på en ven, som fandt sted to dage før knivepisoden i august. Denne episode har ifælge familien udløst knivjagten på skolen. Ifølge Bjarne Falk fik sønnen ved afhøringen også oplyst, at der findes videooptagelser af episoden, hvor han selv blev jagtet.
Hændelse bekymrer familien
Selvom hverdagen så småt er vendt tilbage for familien, har en ny episode på Uddannelsesvej i Køge skabt bekymring. Som Avisen.dk tidligere har beskrevet, blev fire unge mænd mellem 17 og 19 år anholdt i starten af denne måned efter et voldsomt optrin, hvor vidner havde set personer med macheter, knive og slagvåben. Politiet fandt efterfølgende blandt andet en machete, 23 pebersprays, narkotika og patroner. En mand blev desuden behandlet på sygehuset for et stiksår.
Fire unge mænd anholdt efter machete-optrin i Køge
Bjarne Falk frygter, at der kan være en forbindelse mellem de forskellige episoder på campusområdet, men hos Midt- og Vestsjællands Politi er vurderingen indtil videre en anden. Efterforskningsleder Liza Pallesen oplyser til Avisen.dk, at politiet på nuværende tidspunkt betragter knivepisoden i august og det seneste voldsomme optrin på Uddannelsesvej som to isolerede hændelser.
Har fortsat spørgsmål til skolen
Bjarne Falk er lettet over, at sønnen igen kan passe sin skolegang, men han er fortsat utilfreds med skolens håndtering af forløbet. Familien mener blandt andet, at skolen burde have reageret anderledes efter episoden i august, og faren efterlyser fortsat svar på en række spørgsmål om skolens indsats og håndtering af sagen.
Skoleleder Søren Fini Christensen har tidligere oplyst til Avisen.dk, at han ikke kan kommentere på den konkrete sag, men at skolen arbejder for elevernes tryghed.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe tryghed for alle elever på 10. Klasse Campus Køge, skrev han i et svar til Avisen.dk.