11 personer er ved Retten i Viborg idømt fængselsstraffe på mellem et år og tre måneder og to år og tre måneder.
De blev dømt for at have deltaget i et voldsomt overfald og en efterfølgende frihedsberøvelse af en 17-årig dreng i april 2025.
En af de dømte er desuden udvist af Danmark for bestandig.
En 17-årig dreng blev slået, sparket, trampet på og sprøjtet med peberspray, inden han blev tvunget ind i et bagagerum og kørt til et skovområde.
Nu er 10 mænd og en kvinde blevet dømt for deres roller i det grove overfald og den efterfølgende frihedsberøvelse. Fredag den 9. oktober 2026 idømte Retten i Viborg de 11 personer sammenlagt 19 års ubetinget fængsel. De dømte er mellem 18 og 31 år.Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Lokket til møde ved banegården
Overfaldet fandt sted lørdag den 19. april 2025 på Stationspladsen ved banegården i Viborg.
Den 17-årige dreng var blevet bedt om at mødes med en jævnaldrende bekendt. Da han ankom omkring klokken 21.30, blev han omringet af flere personer.
Han blev slået gentagne gange i hovedet og på kroppen og fik peberspray i øjnene. Da han faldt til jorden, fortsatte volden med spark og tramp. Herefter blev drengen tvunget ind i bagagerummet på en bil og kørt til et nærliggende skovområde, hvor han blev udsat for yderligere vold, trusler og ydmygende behandling.
De involverede kørte mellem gerningsstederne i tre forskellige biler. Fire af de dømte fortsatte frihedsberøvelsen. De tvang drengen tilbage i bilen og kørte ham til hans hjem, hvor han blev tvunget til at finde og udlevere værdier. Derefter kørte de tilbage til skovområdet med drengen, inden politiet anholdt dem.
Alle havde en strafbar rolle
Selvom ikke alle 11 personer selv udøvede vold mod drengen, blev de alle dømt.
Retten fandt det bevist, at samtlige havde medvirket til forbrydelserne, og at de handlede efter en forudgående aftale eller fælles forståelse.
- Jeg er meget tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at alle de 11 tiltalte havde en strafbar rolle, selv om ikke alle var med til at begå selve volden. Retten lagde vægt på, at der var flere særdeles skærpende omstændigheder, og det afspejler strafudmålingen også, siger senioranklager Iben Ernst Bøttker fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Fire fik de hårdeste straffe
Fire mænd på henholdsvis 18 og 20 år fik hver to år og tre måneders fængsel. De øvrige syv blev idømt straffe på mellem et år og tre måneder og et år og ni måneder.
En 29-årig mand fra Hammel blev idømt et år og otte måneders fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. To 18-årige mænd fra Hadsten fik desuden advarsler om udvisning. En 23-årig mand blev også dømt for overtrædelse af knivloven og besiddelse af hash til eget forbrug. En 31-årig mand blev derudover dømt for vold mod en anden af de dømte, begået den 25. april 2025.
Seks af de dømte ankede deres domme på stedet. Fire udbad sig betænkningstid, mens en enkelt modtog sin dom.