Flere alvorlige skoleangreb har ramt Polen og Tyrkiet.
Samtidig viser Avisen.dk's research, at personer, som forbindes med angrebene, bliver hyldet på TikTok.
Der er ikke dokumenteret nogen forbindelse mellem onlinefællesskaberne og angrebene, men indholdet giver anledning til at opfordre forældre til at tale med deres børn om, hvad de møder på nettet.
Flere skoleangreb i Polen og Tyrkiet har den seneste uge kostet menneskeliv og skabt frygt for nye angreb.
I Polen har tre angreb på fire dage kostet en kvinde livet og såret flere personer. Også i Tyrkiet blev et barn dræbt ved et skoleangreb. De polske myndigheder har iværksat en omfattende sikkerhedsindsats. Ifølge nyhedsbureauet AP er 117 personer blevet tilbageholdt i forbindelse med blandt andet trusler og våbenbesiddelse, mens politiet har kontrolleret omkring 64.000 skoler.
Samtidig undersøger myndighederne mulige forbindelser til indhold på sociale medier, men der er ikke fundet dokumentation for, at angrebene er koordineret gennem en organiseret onlineudfordring.
Men på TikTok sker der noget andet. Personer, som forbindes med angrebene, bliver lige nu hyldet i dele af de voldelige onlinefællesskaber, som Avisen.dk gennem længere tid har undersøgt. Redaktionen har gennem egen research af The Com og 764-udspringergrupperne observeret, hvordan angrebene i Polen bliver omtalt i flere dele af det såkaldte True Crime Community (TCC) på TikTok.
Her bliver personer bag tidligere skoleangreb og andre alvorlige forbrydelser dyrket gennem redigerede videoer, billeder, musik og kommentarer, og der opfordres til at dele og hylde personerne, lige som der dukker mere og mere grafisk indhold op, som brugerne hævder stammer fra hændelserne. Materialets oprindelse kan ikke altid verificeres, lige som vi ikke kan sige med sikkerhed, om profilerne er i TCC eller ej, men materialet er voldsomt og flere af profilerne lukkes løbende, kan vi se. Der dukker dog hele tiden nye op også.
TCC står for True Crime Community og er en betegnelse for onlinefællesskaber med interesse for virkelige kriminalsager.
I dele af miljøet bliver gerningspersoner bag skoleangreb, masseskyderier og andre alvorlige forbrydelser hyldet gennem videoer, billeder og kommentarer.
Nogle brugere dyrker gerningspersonerne som idoler, mens andre deler voldeligt indhold eller søger opmærksomhed gennem provokerende opslag. Der er set copy-cat adfærd i miljøerne.
TCC er ikke én samlet organisation, og ikke alle med interesse for true crime er en del af de voldsdyrkende miljøer. Mange har en almidelig nysgerrig interesse i true crime uden nogensinde at hylde gerningsmænd som idoler og uden at opfordrer til at at efterligne deres handlinger.
Samtidig bliver personer, som brugerne forbinder med angrebene, hyldet i kommentarer under opslagene, og i kommentarfelterne har Avisen.dk genkendt profiler fra vores research i 764 og andre voldelige onlinefællesskaber under The Com. Observationerne peger på mulige overlap mellem miljøerne, men dokumenterer ikke, at grupperne samarbejder, eller at de har haft forbindelse til planlægningen af skoleangrebene.
Når vold bliver til underholdning
Det er vanskeligt at afgøre, hvor alvorligt alle brugere i de mørke onlinefællesskaber mener det, de skriver. Noget indhold kan være såkaldt shitposting, hvor brugere bevidst provokerer eller forsøger at skabe opmærksomhed, mens andet kan handle om clout hunting, hvor personer søger status og anerkendelse i fællesskaberne.
Men Avisen.dk's research har også omfattet mere alvorlige profiler og konkrete trusler og opfordringer til at efterligne voldelige handlinger, og det er netop denne blanding, der gør miljøerne vanskelige at gennemskue.
Profilerne bevæger sig mellem forskellige fællesskaber og blander voldeligt indhold med almindelig ungdomskultur, gaming, memes og trends. Derfor kan helt almindelige børn og unge fra hele verden også støde på dele af indholdet uden nødvendigvis at kende miljøerne bag.
Polens premierminister advarer
Polens premierminister, Donald Tusk, har ifølge nyhedsbureauet AP peget på glorificeringen af vold på internettet som et alvorligt problem. Han har samtidig opfordret forældre og lærere til at tale med børn om, hvad de oplever online.
De polske myndigheder undersøger blandt andet indhold på sociale medier, men har ikke dokumenteret, at de seneste skoleangreb er organiseret af onlinefællesskaberne. Avisen.dk kan dog se, at fællesskaberne er til stede i opslag og i kommentarer.
Tal med dit barn i dag
Forældre behøver ikke kende til 764, TCC eller andre mørke onlinefællesskaber for at tage en samtale med deres børn. Det vigtigste er at spørge nysgerrigt ind til, hvad børnene møder på TikTok og andre sociale medier.
Har de set videoer der gjorde dem ubehageligt til mode? Har de hørt om sagerne i Polen? Er de stødt på profiler, der hylder vold? Har nogen forsøgt at få dem til at deltage i private samtaler eller følge med over på andre platforme?
Det sidste er særligt vigtigt, da grupper under 764 ofte vil forsøge at lokke den unge eller barnet med videre til mere lukkede rum, hvor barnet eller den unge kan afpresses eller radikaliseres.
Forældre bør også tale med deres børn om, at de ikke skal dele grafisk indhold videre eller gå i dialog med profiler, der hylder alvorlig vold. At dele meget grafisk og skadeligt indhold kan være strafbart, og det kan være materiale, der indgår i en verserende politiefterforskning i udlandet.
Bedste råd er derfor at tage snakken nu, og samtidig forklarer, at barnet eller den unge altid kan komme til dig som voksen og fortælle om ubehagelige oplevelser uden at frygte skældud eller automatisk at få telefonen taget. Og husk, at interesse for horror, true crime og mørk humor er ikke i sig selv tegn på ekstremisme. Forskellen ligger i at interessere sig for uhyggelige fortællinger og at indgå i fællesskaber, hvor virkelig vold bliver hyldet, og hvor andre opfordres til at efterligne den.
Børn og unge kan kontakte BørneTelefonen gratis og anonymt på 116 111, og hvis du har behov for hjælp til at tage en samtale af denne slags med dit barn, eller hvis du finder ud af, at dit barn eller teenager har set skadeligt indhold og har brug for råd, så kan Red Barnets SletDet Rådgivningen også altid hjælpe.