To unge mænd fra Holbæk er idømt lange fængselsstraffe for deres roller i et organiseret narkotikanetværk på Vestsjælland.
To mænd på 22 og 23 år er idømt henholdsvis syv et halvt og ni års fængsel for narkokriminalitet.
Dermed er ni personer nu dømt i en større narkosag, hvor straffene samlet løber op i 63 års fængsel.
To mænd fra Holbæk er fredag blevet idømt lange fængselsstraffe for deres deltagelse i et organiseret narkotikanetværk med tilknytning til Vestsjælland, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Retten i Holbæk idømte den 22-årige mand syv et halvt års fængsel, mens den 23-årige fik ni års fængsel. Begge domme blev afsagt i tilståelsessager.
Mændene fungerede som mellemmænd i netværket, hvor de blandt andet transporterede narkotika og penge mellem andre medlemmer. De er dømt for at have været i besiddelse af mindst 5,9 kilo ketamin og 4,6 kilo kokain.
Narkotika og ammunition ved anholdelserne
Den 23-årige blev desuden dømt for at have været i besiddelse af omkring 800 gram kokain, 2,5 kilo ketamin og et kilo hash, da han blev anholdt. Ved anholdelsen havde han også 100 patroner af kaliber 9 mm.
Hos den 22-årige blev der fundet omkring 100 gram hash, som han ligeledes er dømt for at have været i besiddelse af.
Ni personer har nu fået dom
Sagen udspringer af en større politiaktion den 9. juni, hvor ti personer blev anholdt i forbindelse med efterforskningen af narkotikanetværket.
Med fredagens to domme er ni af de ti anholdte nu blevet dømt. De samlede fængselsstraffe i sagen er dermed nået op på 63 år.