To topembedsmænd fra det amerikanske udenrigsministerium giver en detaljeret gennemgang af angrebet på USA's konsulat i Benghazi i Libyen 11. september, hvor den amerikanske ambassadør og tre andre blev dræbt:
* Klokken 21 går USA's ambassadør Christopher Stevens i seng i den primære bolig i konsulat-komplekset.
* Skud og eksplosioner lyder fra hovedindgangen til konsulatet klokken 21.40. Overvågningsbilleder viser billeder af "bevæbnede mænd, der strømmer ind" på konsulatets område.
* En sikkerhedsagent advarer Stevens, og sammen med en informationschef flygter de til et sikkert rum i hovedbygningen.
* Bevæbnede mænd sætter ild til konsulatboligerne med benzin og starter et flammehav.
En gruppe trænger ind i den bygning, hvor Stevens befinder sig, men finder ikke ambassadøren. Andre prøver uden held at bryde døren ind til en bolig, hvor en sikkerhedsvagt ringer til både Tripoli og Washington efter hjælp.
* Stevens og de to andre ambassadeansatte flygter til et badeværelse med et vindue, da kvælende røg fra branden trænger ind i rummet. Men røgen er stadig for tyk, og de tre beslutter sig for at snige sig ud af badeværelsesvinduet.
* Under flugten bliver de adskilt fra hinanden. Informationschefen bliver kort tid efter fundet omkommet i branden, og Stevens bliver senere erklæret død.
* Seks sikkerhedsvagter og 60 libyske soldater kommer konsulatet til undsætning, og senere tropper også styrker op fra Tripoli. Alle bliver evakueret til et anneks i konsulatet.
* Bygningen bliver klokken 04 ramt af mortergranater og yderligere to ansatte bliver dræbt.
* Annekset bliver herefter evakueret, og alle medarbejdere bliver fragtet til lufthavnen og sat på to fly til Tripoli.
/ritzau/AFP