Tidligere reality-stjerne bliver direktør i Coop
Jens Romundstad er ny HR-direktør i Coop. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Jens Romundstad kan nu kalde sig for HR-direktør hos supermarkedsgiganten Coop.

Jens Romundstad er blevet en del af topledelsen hos Coop.

Den 47-årige civiløkonom gik tidligere under navnet 'Biker Jens', men han kan nu også kalde sig selv for HR-direktør for Coop, der står bag kæderne Fakta, Kvickly, Irma, Dagli’Brugsen og Super Brugsen.

- Jeg har fået en mulighed for at arbejde videre med den menneskelige side af detailsalg, siger Jens Romundstad til Ekstra Bladet.

Som HR-direktør får han ansvar for alle Coops kæder. Han kommer fra en stilling som salgsdirektør i Fakta.

Jens Romundstad blev kendt i hele Danmark tilbage i 1998, hvor han deltog i den allerførste udgave af reality-programmet 'Robinson Ekspeditionen' på TV3.

Han fik efterfølgende sit eget rejseprogram på TvDanmark - et af dem hed 'Biker-Jens i USA - men i 2005 trak han stikket til medieverdenen. Han byggede siden videre på sin civiløkonomuddannelse ved at tage en HD i organisation.

Jens Romundstad mener, at fortiden på skærmen både har givet ham med- og modvind.

- Det kan skabe noget opmærksomhed, men omvendt har jeg også skullet kæmpe for at få troværdighed, siger han.