Normalt, vil Thure Lindhardt allerhelst holde sit privatliv helt for sig selv, men nu gør han en sjælden undtagelse.
Den 48-årige stjerne-skuespiller fortæller nemlig til Ekstra Bladet, at han har købt et hus sammen med sin kæreste, Lasse Flintholm.
Skuespilleren har i årevis huseret i København, men nu slår parret sig ned i den lille sjællandske by Osted, der ligger ved Lejre.
Parret slog til og købte det stråtækte hus i august, efter det havde været på markedet siden april. Måske var det derfor, det lykkedes dem at få barberet en klækkelig sum af udbudsprisen.
Huset stod til salg for 3.275.000 kroner, men skuespilleren og hans kæreste, der er selvstændig yoga instruktør, slap med en kvart million kroner mindre.
De har således betalt 3.025.000 kroner for det 145 kvadratmeter store hus, der blandt andet rummer fem værelser og to badeværelser.
Der er således rigeligt plads til både parret og Thures datter Billie, som han fik i 2017 sammen med to veninder.
- Min kæreste og jeg har købt et dejligt hus, og vi glæder os meget til at overtage det, udtaler Thure Lindhardt til Ekstra Bladet.
Parret får nøglerne til huset den 1. november.