Thomas Evers Poulsen bliver stadig ramt af følelsen af mobning, når han hører ord som "bøsserøv", som tager ham direkte tilbage til skoletiden, hvor han selv blev mobbet.
Nu tager han sammen med en række andre kendte danskere kampen op mod mobning i samarbejde med Julemærkehjemmene. Det gør han blandt andet ved at fortælle sin egen historie.
- Når jeg hører de grimme ord enten fra fjernsynet eller på gaden, bliver jeg ramt. For selvom jeg er kommet videre gør det ondt – også når det går ud over andre, siger Thomas Evers Poulsen, og fortæller om den mobning, han selv oplevede.
- Jeg blev kaldt Bøsse og Femi. Jeg var den eneste dreng, der gik til dans, og det synes de andre var underligt. Det fik mig til at tvivle på, om jeg var god nok. Jeg har aldrig haft kammerater med hjem fra skole, og har først fået venner meget senere. Men det er stadig derinde, siger Thomas Evers Poulsen.
Thomas Evers Poulsen er langt fra den eneste, som har oplevet mobning og stadig er påvirket af det.
En ny undersøgelse viser nemlig, at næsten en tredjedel af alle danskere er blevet mobbet i skolen. Næsten halvdelen af disse, er stadig påvirket af det i dag. Og hver tiende er i høj grad påvirket af det i dag.
Faktisk har studier og forskning også tidligere peget på, at tidligere mobbeofre får en lavere indkomst og er mere syge end andre.
Det har fået Julemærkehjemmene til at sætte fokus på mobning sammen med en række kendte danskere, som har delt deres personlige historier.
Thomas Evers Poulsen, Annemette Voss, Carla Mickelborg, Katja Bamberger Bro, Thomas Erex, Jon Edlund og Martin Skriver er de kendte danskere, der nu står frem både med billeder og små videoer, hvor de fortæller om deres egen oplevelse med mobning.
Du kan se deres historier her.