Der er vel ikke så meget at sige til, at man kommer i nærkontakt med døden, hvis man kastes op og ned med et par hundrede kilometer i timen i adskillige kilometers højde?
Det gjorde entertaineren og kunstmaleren Thomas Eje. Det fortæller han til Se og Hør.
På en flyvetur i USA styrede piloten flyet ind i en cumulonimbus-sky, som er en byge, der i de amerikanske sydstater kan blive op til 20 kilometer høje om sommeren, fortæller Thomas Eje til ugebladet.
I toppen af skyen er der ofte hagl på størrelse med håndbolde, som så smelter på vejen ned og skaber statisk elektricitet. Cumulonimbus-skyer er i særligt voldsomme udgaver også årsag til tornadoer og skypumper.
- Det skaber op- og nedadgående vinde på 200 km/t inde i skyen, hvilket giver kraftig turbulens. Man flyver ikke ind i sådan en sky. I værste fald kan den brække flyet midt over, men det blæste piloten åbenbart på, siger Thomas Eje til Se og Hør.
Han blev rystet godt og grundigt rundt i maskinen, og tvivlede på om han kom hel ned på jorden igen.
- Jeg troede, min sidste time var kommet. I lang tid, siger han til ugebladet.
Thomas Eje er kommet hel ned igen - for længst. Og han bor på Als sammen med sin hustru Katherine Scrivens, som han blev gift med i 2007 i Los Angeles.

Thomas Eje og hustruen Katherine Scrivens. Sammen driver de et kunstgalleri i Sønderborg. Foto: Camilla Rønde/Scanpix/arkiv