Thomas Bjørn ligger godt til efter første runde i golfturneringen Qatar Masters.
De indledende 18 huller på Doha Golf Club gik den 45-årige dansker i 68 slag, hvilket er fire slag under banens par.
Det rækker til en delt 14.-plads og en status som bedst placeret af de fire deltagende danskere efter første runde i European Tour-turneringen.
Thomas Bjørn, der i december blev udnævnt til kaptajn for Europas Ryder Cup-hold, gik en pletfri runde uden bogeys og med fire birdies på vejen.
Lucas Bjerregaard ligger i tre slag under par, mens Thorbjørn Olesen gik i to slag under par. Lasse Jensen ligger i par.
Turneringen føres af waliseren Bradley Dredge i otte slag under par.
/ritzau/