Tre unge mænd fra Hjørring-området er i dag blevet varetægtsfængslet i tre uger efter et grundlovsforhør.
De tre unge er sigtet for at have overfaldet en 18-årig amerikaner torsdag nat med en kølle. Det skriver nordjyske.dk.
Politiet i Hjørring kender i forvejen de tre sigtede på 18, 18 og 23 år ret godt.
"De er alle tre, nogen vi kender godt i forvejen," fortæller Peter Skovbak, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring til nordjyske.dk.
Han betragter overfaldet som særdeles groft.
Den 18-årige amerikaner kommer måske til at have men efter overfaldet resten af sit liv. Han har lige nu et kompliceret brud på næsen og nedsat syn på det ene øje, og det ændrer sig måske aldrig oplyser politiet.