Det uroplagede Syrien er nu på randen af borgerkrig efter endnu en blodig dag.
Regimets sikkerhedstyrker viste i dag ingen nåde, da de åbnede ild mod flere tusinde demonstranter. Nu advarer Den Arabiske Liga om, at Syrien er tæt på regulær borgerkrig.
I flere syriske byer fortsætter demonstranter med at vise deres utilfredshed med diktator Bashar al-Assad. Det har i dag kostet mindst to mennesker livet, da de blev skudt af diktatorens styrker, skriver The Washington Post.
Nu skærper de udskældte observatører fra Den Arabiske Liga tonen, fordi regimet ikke overholder aftaler om ikke at åbne ild.
"Vi er meget bekymrede fordi der er en række aftaler, som ikke er blevet overholdt. Hvis dette fortsætter kan det ende med borgerkrig," siger lederen af Den Arabiske Liga, Nabil Elaraby, på et møde i Kairo.
Observatører fra ligaen er blevet hårdt kritiseret for ikke at gøre noget for at standse den blodige konflikt.
Det har indtil videre kostet mindst 5.000 mennesker livet, at regimet slår hårdt ned på forsøget på at få Bashar al-Assad til at træde tilbage.
Kilde:The Washington Post