Den syriske regering vil nu undersøge, hvem der affyrede de mortergranater, som onsdag blev sendt over grænsen til Tyrkiet og dræbte fem mennesker. Det fastslår Syriens informationsminister, Omran Zoabi.
- Vi er i øjeblikket ved at se nærmere på angrebet på Tyrkiet, siger ministeren ifølge statsligt tv.
- Syrien kondolerer dybt med ofrenes familier og vores venner, det tyrkiske folk, tilføjer Zoabi.
Fem personer, heriblandt en mor og tre børn, blev onsdag slået ihjel af syriske mortergranater, der ramte den tyrkiske by Akcakale.
Det er tredje gang, at granater fra borgerkrigen i Syrien er sendt over grænsen til Tyrkiet, men det er første gang, at det har kostet menneskeliv.
Den syriske informationsminister beskylder "terrorister" for at stå bag det dødelige granatangreb.
- Der er bevæbnede terroristgrupper, som ikke bare er en trussel mod sikkerheden i Syrien, men også i resten af regionen, lyder anklagen fra Zoabi.
Tyrkiet valgte i løbet af onsdagen at gengælde angrebet fra nabolandet. En talsmand for Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan, fortalte, at den tyrkiske hær havde ramt mål i Syrien.
- Tyrkiet vil aldrig lade sådanne angreb fra Syrien være ubesvarede. Det er angreb på vor nationale sikkerhed, sagde Erdogans talsmand.
Nato-ambassadører mødtes onsdag aften til et hastemøde for at diskutere urolighederne mellem de to mellemøstlige nationer.
Her bakkede Nato medlemslandet Tyrkiet op og krævede, at Syrien omgående stopper aggressive handlinger mod tyrkerne. USA udenrigsministerium og FN har også fordømt volden.
Tyrkiet har desuden opfordret FN's Sikkerhedsråd til at tage "de nødvendige skridt" for at stoppe angrebene fra Syrien, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/AFP