Fire millioner amerikanske børn kan nu glæde sig endnu mere over, at deres voksne landsmænd valgte Barack Obama som landets præsident.
Obama har nemlig underskrevet en lov, der giver sygeforsikring til de mange børn, der indtil nu ikke har kunnet regne med behandling, hvis de blev syge.
"I et anstændigt samfund er der visse forpligtelser, sygesikring til vores børn er en af dem," siger Barack Obama i forbindelse med underskrivningen af den nye lov.
Loven løber op i næsten 33 milliarder dollar og finansieres gennem øgede afgifter på tobak.
To gange tidligere er et lignende forslag blevet stoppet af den tidligere præsident George W. Bush, som brugte sin vetoret til at standse lovgivning på området.