Indholdsrig og passioneret uden klicheer og påklistrede floskler.
Sådan lyder vurderingen af Barack Obamas indsættelsestale ifølge lederen af Center for Amerikastudier på Copenhagen Business School, Niels Bjerre-Poulsen.
"Hvis jeg var censor eller retorikprofessor, så ville jeg give den et 12. Ikke alene på grund af de ord, der var i den, men også for den passion, den blev sagt med. Og den måde, den fik indarbejdet temaer fra amerikansk historie, temaer fra de debatter om amerikansk identitet, som altid har været i nationen, uden at det virkede klicheagtigt eller påklistret," siger han til Nyhedsbureuaet Newspaq.
"Det var ikke sådan, at man sad og tjekkede og sagde nåh, der havde vi Lincoln, og der havde vi Martin Luther King eller John F. Kennedy. Det kom ligesom naturligt ind i talen og lød som hans tale," tilføjer Niels Bjerre Poulsen.
Han har desuden stor ros til Barack Obama for, at han i talen bevidst forsøgte at undgå klare one-liners, som ville blive husket frem for det øvrige indhold.
"Han har været meget opmærksom på, mens han skrev talen, at han ikke havde lyst til, at der ligesom var en hookline, som folk ville huske og tale om, sådan så de glemte resten. Jeg synes, der var en meget fin balance mellem både at beskrive den alvorlige situation, USA befinder sig i, og de alle de ting, der er gået galt i de forrige år, og så samtidig række tilbage i amerikansk historie og fremdrage nogen grundlæggende amerikanske dyder, som kan bringe nationen fremad," siger Niels Bjerre-Poulsen.
Det, der skiller den amerikanske histories allerbedste indsættelsestaler fra resten, er dog, hvor kraftfuldt et skifte i tiden, de markerer, mener USA-eksperten.
"Det, der gør om folk husker en indsættelsestale, udover hvad den har af egne kvaliteter, er det, der følger efter, og som gør, at nogle taler markerer et skifte. Hvis man bagefter kan sidde tilbage og sige, at der skete noget afgørende, at det var som om, dynamikken forandrede sig, at debatten forandrede sig og hele tonen i amerikansk politik forandrede sig, så er det også, at man ser talerne som noget, der signalerer en ny tidsånd," lyder hans vurdering.