Kræftens Bekæmpelse uddelte tirsdag sin Hæderspris 2026 til landets sygeplejersker. Prisen blev overrakt på Dansk Sygeplejeråds Kongres i Nyborg af foreningens formand, Helen Bernt Andersen, og administrerende direktør Jesper Fisker.
Hædersprisen tildeles hvert år en faggruppe eller enkeltperson, der har gjort en særlig forskel for mennesker ramt af kræft. I år går prisen til sygeplejerskerne, der møder kræftpatienter på onkologiske og kirurgiske afdelinger og varetager opgaver i forbindelse med kemoterapi, strålebehandling og immunterapi.
- Med prisen vil vi hædre alle de sygeplejersker, der gør en afgørende forskel for mennesker med kræft. De møder patienter og pårørende med både faglighed og omsorg i nogle af livets sværeste situationer. De fortjener virkelig at blive hyldet, siger Helen Bernt Andersen, der selv er uddannet kræftsygeplejerske og tidligere sygeplejedirektør på Rigshospitalet.
Hun fremhæver, at sygeplejerskernes faglighed er central for patienternes oplevelse af tryghed.
- Sygeplejerskernes stærke faglighed er afgørende for at skabe tryghed og sammenhæng i en tid, hvor meget er usikkert for patienter og pårørende. De følger patienterne tæt - både klinisk og menneskeligt - og sikrer, at patienten ikke bliver glemt i systemet, siger hun.
Prisen kommer, mens sundhedsvæsenet står midt i implementeringen af både sundhedsreformen og Kræftplan V.
- Sygeplejerskerne har en afgørende rolle i at få såvel reformen som kræftplanen til at lykkes. Det er ikke nogen nem opgave, men jeg er sikker på, at de som faggruppe kommer til at løfte den med det nærvær og den høje faglighed, der kendetegner dem - akkurat som de har gjort det i så mange år, siger Helen Bernt Andersen.