Syge børn er ikke kun et problem for forældrene. Faktisk er det et enormt problem for arbejdspladserne, der mister arbejdskraft og produktivitet, skriver Ugebrevet A4.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik havde danske forældre alene i 2010 mere end én million fraværsdage på grund af deres børns sygdom. Det svarer til, at 4.500 danskere var fraværende fra deres arbejde i et år.
Det udgør et stort problem for virksomhederne.
"Når forældrene er fraværende for at passe deres syge børn, så mangler der arbejdskraft. Det går ud over produktiviteten på de danske arbejdspladser. Det har vi absolut ikke brug for i øjeblikket, hvor de danske virksomheder i forvejen er pressede på deres konkurrenceevne," siger arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv Ole Steen Olsen til Ugebrevet A4.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed ligger det reelle tal for fraværsdage på grund af sygdom endda højere end en million.
Kilde: UgebrevetA4.dk