Den formodede atomprøvesprængning, som Nordkorea foretog natten til tirsdag dansk tid, er den hidtil kraftigste fra styret i Pyongyang.
Det siger forsvarsministeriet i nabolandet Sydkorea, som melder om en sprængkraft på mellem seks og syv kiloton.
USA's Geologiske Overvågningscenter (USGS) har målt rystelser på 4,9 i et område, hvor Nordkorea tidligere har foretaget atomprøvesprængninger - i 2006 og 2009. Derfor formodes det, at Nordkorea har gjort alvor af sine planer om en atomtest.
I 2006 var sprængkraften på et kiloton, mens atomtesten tre år senere var dobbelt så stor. Til sammenligning havde USA's altødelæggende atombombe, der blev kastet over Hiroshima under Anden Verdenskrig en sprængkraft på omkring 15 kiloton.
Nordkoreanerne har ikke selv bekræftet, at landet rent faktisk har udført en atomprøvesprængning.
Regimet i hovedstaden Pyongyang sagde i januar, at man var ved at planlægge en tredje atomprøvesprængning og flere affyringer af langdistanceraketter, og at landets fjende hedder USA.
/ritzau/AFP