Den amerikanske svømmestjerne Ryan Lochte er blevet suspenderet i ti måneder, efter at han har løjet om at være blevet røvet af en mand med pistol i Brasilien under OL. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Karantænen er ifølge amerikanske medier og nyhedsbureauet Reuters givet af USA's Olympiske Komité (Usoc).
Dermed går Lochte glip af næste års verdensmesterskaber i Budapest.
Den 32-årige svømmer, der har vundet 12 olympiske medaljer gennem karrieren, har i forvejen mistet et hav af sponsorer i kølvandet af, at han blev taget i at lyve om episoden.
Lochte fortalte til medier i Rio, at han og tre holdkammerater var blevet røvet af personer, der var forklædt som politifolk.
Historien blev først en pinlig affære for arrangørerne af OL, men endte med at give bagslag for svømmestjernen, der måtte trække i land.
- Jeg har overdrevet den historie, og hvis jeg ikke havde gjort det, havde vi ikke været i denne uheldige situation, har Lochte tidligere sagt om episoden.
Han blev anklaget for at have fabrikeret historien af brasiliansk politi i august. På det tidspunkt havde Lochte allerede forladt landet.
Nu er han så blevet suspenderet indtil midten af 2017.
De tre øvrige svømmere, der var en del af løgnehistorien, har fået forskellige karantæner på op til fire måneder.
/ritzau/