Forestil dig et øjeblik to nørder i rødt og hvidt på et kontor i Lystrup ved Århus. De sidder og glor ind i en computerskærm og taler om en radar, de lige har opfundet.

Samtidig, et sted i Sverige, tordner en eskadrille superavancerede Gripen-jagerfly hen over himlen. Nede på jorden ruller den ene 40 mm Bofors-antiluftkanon efter den anden ned ad motorvejen E4.

De tunge piger er på vej mod Danmark.

Og hvad kan vi gøre?

Ingenting. Danmark er nemlig et militært uland, når vi sammenligner os med mægtige Sverige. Og tænk lige på den historie, vi sætter over styr. I 1.000 år har vi kæmpet mod drengene fra den anden side af Sundet, det har bølget frem og tilbage i sindsoprivende spændende slag.

Men nu – nu vil alt være tabt, hvis vi kommer til at irritere dem.

Vi har kun et firma i Lystrup, Terma, der producerer radarer til jagerfly. Og sådan en radar slår hårdt, hvis man får den i hovedet, javist. Men en hel krig?

Det danske forsvar ved det godt:

- Ja da, Sverige har været vanvittigt store op gennem det 20. århundrede. De lavede selv deres fly, deres kampvogne, deres våben, siger oberstløjtnant Hans Vedholm fra Hærens Operative Kommando med slet skjult misundelse.

Og hvad måtte vi selv fræse rundt i? Hans Vedholm husker den dag, han selv begyndte som rekrut i hæren i 1965.

- Vi kørte jo rundt i noget gammelt ragelse, som vi havde fået fra USA. De havde brugt det i Sahara i 1940. Det var alt, hvad vi havde, siger han.

Men hvorfor var vi dog så meget dårligere end Sverige?

- Svenskerne har jo haft en enorm tradition for at producere våben. De har faktisk været selvforsynende, fordi de var neutrale, hvorimod vi fik isenkrammet fra vores allierede USA. Derfor behøvede vi ikke producere det selv.

Så siger han, at det er ved at gå den anden vej for svensk militær lige nu. At de sælger søværn og flyvevåben fra.

Men kaster man et blik på en artikel fra Aftonbladet fra 2007, ser det nu ud, som om der er ganske godt liv i svenskernes leg med krudt og kugler. I hvert fald eksporterede den svenske våbengigant Bofors – der er fusioneret med bilproducenten Saab og amerikanske United Defense Industries – ifølge avisen militære godbidder for otte milliarder kroner i 2006. Otte! Blandt andet til Pakistan og Mellemøsten.

Hvorfor gør vi ikke det i Danmark? Så kan vi bruge pengene på noget velgørende.

- Måske fordi vi ikke har haft russernes blik i nakken op gennem det 20. århundrede.

Buddet er Frede Jensens. Seniorforsker ved Danmarks Institut for Internationale Studier.

Så det er den gamle bjørn, der har rusket liv i svenskernes forsvar?

- Det fik i hvert fald Sverige til at udvikle sig til militær stormagt omkring Første Verdenskrig, og i årtier efter havde de et af Europas stærkeste flyforsvar, siger Frede Jensen og kan ikke skjule en vis beundring over nogle af milepælene i svensk våbenhistorie.

- De byggede deres egne raketvåben, og de lavede en selvkørende kanon uden tårn. En Gustav.

Hvorfor blev Danmark ikke også bange for russerne og producerede egne våben?

- Våbenproduktion havde en anden status i Danmark end i Sverige. Det var ikke noget, man talte om herhjemme, det var lidt flovt, fordi der herskede en antimilitaristisk stemning. Hvis man producerede våben, var man lidt beskidt, siger han.

Men i Sverige?

- Der var ingen kvababbelser. Det skabte jobs, og man høstede frugten af en stor våbeneksport til blandt andet Indien. Faktisk var Sverige lige ved at blive en atommagt i 1960, hvis ikke det havde været for pres fra USA.