Svensk YouTube-stjerne fyret af Disney for nazivideoer
Verdens største youtuber, svenske PewDiePie, har bragt sig selv i problemer med ni hadske videoer.
Svenske PewDiePies mange videoer på YouTube er afspillet knap 15 milliarder gange.
Svenske PewDiePies mange videoer på YouTube er afspillet knap 15 milliarder gange. Foto: Dado Ruvic/Reuters

En video med to mænd, der grinende holder et banner med ordene "Død over alle jøder", har sammen med otte andre lignende klip fået verdens største YouTube-stjerne PewDiePie fyret.

Manden bag de nazistiske og antisemitiske budskaber er den 27-årige svensker Felix Kjellberg.

Hans mange videoer på YouTube, hvor han oftest spiller computerspil, er afspillet et rekordstort antal gange.

Kjellbergs succes har indbragt ham en millionkontrakt med Walt Disney Co., der får del i hans reklameindtægter.

Men Disney har fået nok, efter at avisen Wall Street Journal mandag har gjort selskabet opmærksom på de ni videoer - hvoraf tre var fjernet tirsdag.

Selv siger den svenske multimillionær, at budskaberne er ment som vittigheder - selv om de blev opfattet som krænkende.

- Jeg ser det indhold, jeg laver, som underholdning og ikke seriøse politiske kommentarer. Jeg ved, at mit publikum forstår det, og det er derfor, de besøger min kanal, skriver Kjellberg på mediet tumblr.

PewDiePie-kanalen følges af flere end 53 millioner brugere på YouTube, hvoraf størstedelen er teenagere. Ifølge dataselskabet NeoReach, der er specialiseret i sociale medier, er hver fjerde 16 år eller yngre.

Lone Hejlskov Munkeberg, der er projektleder hos Medierådets Videnscenter, mener det netop kan være problematisk, at helt unge oplever sådanne budskaber hos deres idol.

- Det betyder, at det kan opleves som okay, at man kan udsende og møde hate speech (hadefuld tale, red.) på nettet. At det bliver acceptabelt, siger hun.

Børn og unge er i særdeleshed påvirkelige og kan tage budskaberne ind som et faktum, mener også Lykke Møller Kristensen, der er journalist og forfatter til bogen "Børn & sociale medier".

Ifølge hende bliver budskaberne mere en sandhed for børnene des oftere de bliver gentaget.

- Så hvis de hører det som vittigheder fra PewDiePie, men måske senere ser det som en falsk nyhed på Facebook, kan budskabet blive til en ideologi.

Derfor er det vigtigt, at forældrene interesserer sig mere for, hvad deres børn laver på sociale medier, understreger Lykke Møller Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.