Skrevet af Julie Ruby Bødiker
Intensivafdelingen VITA på Odense Universitetshospital mangler nu så mange sygeplejersker, at afdelingen har ansat 11 medicinstuderende til at indgå i vagtplanen på lige fod med sygeplejerskerne.
På VITA lider størstedelen af patienterne af svære hjerte- eller lungesygdomme. Det betyder, at næsten alle patienter ligger i respirator, mens omkring halvdelen er dødssyge.
Derfor er løsningen med at erstatte sygeplejersker med medicinstuderende heller ikke tilfredsstillende, mener ledende overlæge Henrik Schmidt.
»Det er ikke den optimale løsning. Hvis der var nok intensivuddannede sygeplejersker, ville vi selvfølgelig hellere have dem. Men det er stort set den eneste mulighed, vi har tilbage. Der er ikke andet at gøre.«
De 11 medicinstuderende, der skal starte på VITA 1. juli, er lige nu ved at blive oplært til at passe afdelingens patienter.
Fare for fejlmedicinering
Her lærer de blandt andet at give medicin og indstille respiratorer, så de, når de starter, kan varetage de samme opgaver som afdelingens sygeplejersker, der ellers er specialuddannet til de meget krævende patienter.
Men spørger man Stig Yndgaard, overlæge på en tilsvarende afdeling på Rigshospitalet, så er det langt fra nok.
»Det er ikke en løsning, jeg ville vælge. Her på vores afdeling må medicinen bare ikke blive givet forkert, men det ville jeg være bange for, at der ville være større risiko for, hvis det var studerende, der skulle gøre det,« siger han.
Hos Dansk Sygeplejeråd er man heller ikke begejstret for Odense Universitetshospitals løsning på sygeplejemanglen.
»Alternativet er værre«
»Det virker som en kaotisk lappeløsning på et alvorligt problem og et udtryk for så meget panik, at man glemmer at tænke på patientens sikkerhed og arbejdsmiljøet,« siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, som henviser til, at de uerfarne studerende bare vil lægge et yderligere pres på afdelingens sygeplejersker.
Men selvom Henrik Schmidt ikke synes, at medicinstuderende er den optimale løsning på personalemanglen, så mener han dog alligevel, at alternativet er værre.
»Alternativet er, at vi fortsat skal aflyse en masse hjerteoperationer,« siger overlægen, der anslår, at afdelingen i løbet af det seneste halve år har måttet aflyse mellem 50 og 100 hjerteoperationer på grund af personalemangel.