James Bond-fans må sandsynligvis vente endnu længere på at se Daniel Craig give den som 007-stjerne. Også Harry Potter-fans kan imødese en forsinkelse af det næste biografeventyr med den bebrillede troldmand. De udskudte filmpremierer kan blive resultatet af en højspændt konflikt mellem filmselskaberne, og dem, der laver filmene instruktører og skuespillere.
Rødglødende klappetræ
Ifølge avisen The Guardian vil skuespillere og instruktører sandsynligvis forlade alle igangværende optagelser 1. november, når den nuværende overenskomst med filmselskaberne udløber.
Konflikten skyldes uenighed om, hvor meget instruktører og skuespillere skal have ud af dvd-salget og salg af film på nettet. Det sprængfarlige emne har siden sommerferien fået filmselskaberne til at sætte ekstra fut under klappetræene, så lageret kunne fyldt op til en eventuel storstrejke. Film er således blevet hastet igennem produktionsapparatet i et hidtil uhørt tempo.
»Jeg har aldrig set noget lignende. Vi er nødt til at opføre, os som om de virkelig har tænkt sig at strejke 1. november,« siger en underdirektør i et filmselskab til fagbladet Variety.
Selvom aflysningen af igangværende filmprojekter, vil betyde kæmpe tab for den samlede amerikanske filmindustri, er der intet, som tyder på, at parterne nærmer sig hinanden.