Vi bør klare os selv i stedet for at blive forsørget af det offentlige.
Efter måneders ophedet debat om fattigdom og kantanthjælp har danskernes holdning til opfattelsen af grupperne på overførselsindkomster rykket sig markant, skriver Berlingske.
Godt hver fjerde - eller helt præcist 26 procent - mener i dag, at retten til velfærdsydelser er gået for vidt, og at danskerne i højere grad bør klare sig selv. Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for avisen.
Den holdning havde blot 16 procent tilbage i juni.
"Forskellen over tid er påfaldende. Der er sket noget," siger professor på CBS Ove K. Pedersen til Berlingske.
En del af forklaringen på holdningsændringen skyldes kontanthjælpsmodtageren Carina, som SFeren Özlem Cekic brugte som eksempel i en diskussion med Joachim B. Olsen (LA).
"Carina-debatten kan vise sig at være en af de største politiske fejl længe. Men derudover er den noget længerevarende diskussion om antallet af arbejdsdygtige på førtidspension, efterløn, kontanthjælp med videre begyndt at sætte sine spor. Efterlønsdebatten har en spredningseffekt, og Carina bragte ved til et bål, der allerede brændte," mener Ove K. Pedersen.
Undersøgelsen viser samtidig, at det dog fortsat er over halvdelen af befolkningen, som mener, at de sociale ordninger skal opretholdes som nu.
Kilde: Berlingske