Det kan godt være, at prinsesse Marie mest bevæger sig på de bonede gulve.
Der mangler aldrig luksus eller lækker mad, når man er prinsesse.
Men den franske prinsesse bærer på et stort hjerte og bliver påvirket af andres elendighed.
Billed Bladet har været med prinsessen og Folkekirkens Nødhjælp i det ludfattige Cambodia. Mødet med den store fattigdom har sat sig sine spor i prinsessen.
- Det var meget, meget stærke og chokerende oplevelser. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det var så hårdt, siger prinsessen til ugebladet under sig besøg.
Prinsessen var i landet i fire dage for at se Folkekirkens Nødhjælps arbejde i det fattige land.
- Det, jeg oplevede, var virkelig, hvad man kan kalde for fattigdom. Helt ekstrem fattigdom og uretfærdighed, siger en tårevædet prinsesse Marie til Billed Bladet.
Oplevelsen har fået hende til at sætte endnu større pris på sin egen familie med prins Joachim.
- Jeg synes, at jeg får en følelse af, at jeg elsker min familie endnu mere efter at have oplevet alt det. Det er umuligt at glemme, siger hun til ugebladet.