Normalt skulle der sidde 28 elever i klassen, men ofte er flere stole tomme i gymnasieklasserne. Eleverne pjækker som aldrig før.
Med den nye gymnasiereform fra 2005 blev en gammel regel om, at eleverne højest måtte have 10 procent fravær afskaffet. Det har medført, at eleverne tænker, at det ikke har konsekvenser at blive væk fra undervisningen.
En rapport fra Rambøll om gymnasiernes nye studie- og ordensregler viser, at færre gymnasier har lavt fravær efter reformen, mens andelen af skoler med 10-15 procent fravær steget markant, skriver Berlingske Tidende.
Udviklingen bekymrer SF, der vil se på, om reglerne skal laves om, så gymnasierne ikke straffes økonomisk, hvis de dumper eller smider elever ud.
"På mange skoler tænker man for kortsigtet, fordi budgetterne ikke hænger sammen. Gymnasierne er blevet små virksomheder, som skal have biksen til at løbe rundt, og så tænker de mere på at få overskud på bundlinjen end på det pædagogisk forsvarlige. Man skal overveje, om taksametersystemet er indrettet rigtigt," siger SFs uddannelsesordfører Nanna Westerby til avisen.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) erkender, at systemet kan have en uheldig indvirkning, men retter samtidig skytset mod gymnasierne.
"Det er i givet fald et meget alvorligt svigt og meget kritisabelt. De skal ikke kun tænke på gesjæften," lyder det fra ministeren.