Ritzau
Opdateret kl. 09:40
Torsdag morgen er der heftig aktivitet på OMX Nordic-fondsbørsen i København, hvor særligt tre aktier påkalder sig opmærksomhed.
To af dem falder kraftigt, og værst går det ud over TDC.
Selskabet annoncerede torsdag morgen, at man køber underholdningsproducenten MTG Nordics, der blandt andet ejer TV3.
Det er for så vidt en interessant nyhed, som flere analytikere forventer sig meget af.
Men betalingen skal blandt andet falde i form af 309 millioner nye TDC-aktier.
Det udvander de eksisterende aktionærers ejerandel, fordi det øger aktiekapitalen med 40 procent.
Omvendt bliver de også medejere af de nuværende aktiviteter i MTG Nordics, men bytteforholdet stemmer tilsyneladende ikke.
Aktien er efter en halv times handel dykket med mere end 10 procent.
- Der er tale om en relativ stor aktieudvidelse, og det er der investorer, som ikke kan lide.
- Det er nok derfor, at vi ser den her reaktion, siger Anne Sophie Riis, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, ifølge Ritzau Finans.
Også Novo Nordisk er i fokus efter et regnskab, der skuffer. Selskabet har i 2017 ikke formået at øge sin omsætning.
Og selv om en del af årsagen er den svage dollarkurs, så sender investorerne aktien ned med fem procent fra morgenstunden.
Til gengæld er der gode nyheder for Ørsted-aktionærerne. Energiselskabet har også udsendt regnskab for 2017, og det vurderes anderledes positivt.
Aktien stiger med 3,5 procent fra morgenstunden.
/ritzau/