Våbenglade sjællændere havde i går grund til at ryste i buskerne.
Under en storstilet våbenaktion har Midt- og Vestsjællands Politi nemlig nuppet hele 49 borgere for at overtræde våbenloven.
Politiet har fundet 83 våben, der på en eller anden måde er ulovlige. Det er blandt andet registreringen og opbevaringen, den ofte er gal med.
"Der var mange borgere, der lå inde med våben, som de ikke havde tilladelse til, og ligeledes var der en del borgere, der ikke opbevarede deres våbenkorrekt," siger vicepolitikommisær og aktionsleder Paw Kaltoft.
Aktionen blev udført hos folk med samlertilladelser, og som har en særlig tilladelse til at samle på historiske våben.
Men mange havde altså ikke styr på deres tilladelse, hvilket har resulteret i, at de 49 overtrædere nu alle er sigtet for at bryde våbenloven.
"Jeg kan kun opfordre folk til at læse på deres våbentilladelse og evt. kontakte Midt- og Vestsjællands Politis våbenkontor for at få orden i sagerne. Hvis de selv får det klaret, så undgår vi den situation, hvor vi skal sigte og give bødeforlæg til folk," siger Paw Kaltoft.
En del af de ulovlige våben var ældre, historiske våben. Flere af dem skal nu undersøges.