Lønnen til direktøren i den krakkede Amagerbanken, Steen Hove, har været alt for høj. Det skriver Statsrevisorerne i en beretning om statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.
Kritikken kommer, fordi Statsrevisorerne finder, at direktøren i Amagerbanken med en løn på seks millioner kroner om året har været lønførende.
Millionbeløbet er blevet udbetalt, selvom det fremgår af statens retningslinjer for fastsættelse af løn i statslige aktieselskaber, at lønniveauet ikke bør være lønførende.
Selskabet begyndte ved udgangen af 2011 at forhandle med Steen Hove om at ændre lønniveauet. Og det var angiveligt en lønstrid, som fik Steen Hove til at forlade banken.
I en rapport fra Rigsrevisionen til Statsrevisorerne står der:
- Finansiel Stabilitet har desuden oplyst, at parterne ikke kunne blive enige om lønforholdene, og direktøren derfor blev opsagt fra udgangen af marts 2012 med en godtgørelse på tre måneders løn.
Samtidig lægger bestyrelsesvederlaget i Amagerbanken væsentligt over niveauet i Finansiel Stabilitets egne retningslinjer.
Bestyrelsesformanden i den krakkede bank får 750.000 kroner, næstformanden 350.000 kroner og de øvrige medlemmer 250.000 kroner.
Samtidig skriver Statsrevisorerne, at de finder det utilfredsstillende, at Finansiel Stabilitet ikke har sikret, at datterselskaberne så vidt muligt anvender de rentesatser, som er udmeldt.
De udmeldte rentesatser skal blandt andet hindre urimelig konkurrence med de øvrige banker på markedet.
Overordnet set mener Statsrevisorerne dog, at Finansiel Stabilitets overtagelse og afvikling af de nødlidende pengeinstitutter har været tilfredsstillende.