Skuespilleren James Doohan, der spillede Scotty i science fiction serien ’Star Trek’, kommer nu på rumfart. Det skriver Epochtimes.com.
Doohan døde i 2005 i en alder af 85 år.
Selvom skuespilleren i ’Star Trek’ var på utallige missioner ud i fjerneste afkroge af universet, nåede han aldrig at besøge rummet i virkeligheden.
Det rådes der nu bod på i døden, hvor hans aske får en tur i kredsløb.
’Star Trek’-skuespillerens aske skulle have været sendt afsted for to år siden, men afsendelsen blev forsinket af tests og uheld.
Firmaet bag er det kommercielle rumselskab Space Services Inc., der opererer fra Houston.
Doohan vil blive sendt op med asken fra 200 andre afdøde, heriblandt astronauten Gordon Cooper, der første gang var i rummet i 1963.
Efter en kort tur i rummet vil raketten med asken fra de mange mennesker returnere til jorden.
Her vil asken blive leveret tilbage til slægtningene.
I 1997 skød firmaet asken fra ’Star Treks’ skaber, Gene Roddenberry, ud i rummet.