Igen i dag tager Sport & Spe fat på den famøse landskamp lørdag aften i Parken.
Men det er hverken den 29-årige fan eller Christian Poulsen, der skal tages under behandling: Det er derimod en af de lysende stjerner, der hidtil kun har høstet roser for sin indsats:
Forsvarskometen Daniel Agger, der har doneret sin spilletrøje fra svensker-kampen til en net-auktion, hvorfra overskuddet går til velgørenhed. I skrivende stund er højeste bud oppe i 2.440 kroner, men så får køberen også »Daniel Aggers unikke landsholdstrøje« som kun er »brugt få gange«, som det hedder på hjemmesiden.
At trøjen som nu er på auktion skulle være helt unik, har vi lidt svært ved at tro på, for efter kampen langede Daniel Agger sin trøje ud til nogle tilskuere. Til gengæld skal det nok passe, at den er »brugt få gange« – måske endda nul?
Og i udlandet: Danske Jonas Kamper er blevet valgt til årets spiller i sin tyske klub Arminia Bielefeld. Næsten, i hvert fald.
På klubbens hjemmeside røbes det, at internet-afstemningen, som skulle kåre årets spiller, er blevet aflyst på grund af stemmefusk. Da afstemningen stoppede lå tre spillere i spidsen af konkurrencen: Radim Kucera, Jonas Kamper og Artur Wichniarek.
I en pressemeddelelse forsikrer klubben, at hverken Jonas Kamper eller Artur Wichniarek mistænkes for fusk – og så skal man vist ikke være Sherlock Holmes for at regne ud, at Kamper mindst bliver nummer to i afstemningen.
Sport&Spe@avisen.dk