Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod at spise Dubai Chocolade med pistacie fra mærket HABO, da der er fundet E.coli i produktet.
Chokoladen er solgt i bazarer og specialbutikker over hele landet, og kaldes tilbage, da der er påvist E.coli-bakterier, som kan give akut maveinfektion med diarré, mavesmerter og i nogle tilfælde opkast.
Har du købt produktet, bør du ikke spise det. Du skal levere det tilbage til butikken, hvor det er købt – eller kassere det. Oplever du symptomer efter indtag, skal du kontakte din egen læge.
Fakta om det tilbagekaldte produkt:
- Produktnavn: Dubai Chocolate med pistacie
- Brand: HABO
- Nettovægt: 190 g
- Bedst før-dato: 20.11.2025
- EAN-nummer: 8 697416 413634
Dubai-chokolade er på kort tid blevet et viralt fænomen – især takket være populære videoer på sociale medier, hvor brugere har fremhævet chokoladen.
Chokoladebaren skiller sig ud ved sin sammensætning af mælkechokolade, blød pistaciecreme og den tyrkiske filodej kadayif, der tilsammen giver en sød og nøddeagtig smagsoplevelse.