Den frygtede coli-bakterie, der er fundet i agurker, har netop krævet sit 16. dødsoffer. Nu sender Spanien en kraftig kritik af sted mod Tyskland.
Spanierne mener, at Tyskland har skadet den spanske agurkeproduktion, efter landet mistænkte de lange grønne fra Spanien for at være coli-bærere.
"Vi udelukker ikke, at vi vil gå rettens vej mod de myndigheder, der satte de spanske agurker under mistanke, i dette tilfælde myndighederne i Hamborg," siger Spaniens premierminister Alfredo Perez Rubalcaba til flere spanske medier.
Spanierne vurderer, at det dårlige ry, spanske argurker har fået, betyder, at mindst 500 agurke-job er forsvundet.
Og resten af den spanske grønsags- og frugtproduktion kan også lide voldsom skade, frygter Rubalcaba. Det vurderes, at Spanien mister mindst 1,5 milliarder kroner om ugen i produktionen.
"Der er absolut ingen bakterier i spanske produkter," siger premierministeren.
Fra det tyske lyder det, at myndighederne fortsat leder efter bakteriernes oprindelse.