31-27. Sådan sluttede kampen om bronzemedaljer med Kroatien som sejrende part over Spanien. Men der var ikke just tale om håndboldopvisning de høje cifre taget i betragtning.
Faktisk var det en kamp i sjuskeriets tegn med Spanien som konstant underhund. Flere gange var Danmarks semifinalemodstandere bagude med seks mål, og først de sidste 10 minutter så det ud til, at de faktisk gad vinde opgøret.
Her hev de en ordentlig sjat straffekast hjem og scorede på de fleste af dem. Så var der pludselig kun to mål op til kroaterne, men et par halvmærkelige tyske dommerkendelser samt lidt mere sjusk sendte kroaterne i front og Spanien hjem uden metal om halsen.
Kroatien var i øvrigt på dobbeltudebane i den serbiske storhal. For den er nemlig fuld af serbere, der peb naboerne ud i tide og utide.