Mere end 110.000 skoleelever deltog i årets cykelkampagne.
Hovedpræmien gik til en klasse i Kolding, hvor både elever og personale får nye cykler.
En klasse på Specialcenter Marielundskolen og Børnehus i Kolding fik torsdag den 8. oktober en overraskelse, da Cyklistforbundet kom på besøg. Klassen havde nemlig vundet hovedpræmien i den landsdækkende kampagne Alle Børn Cykler 2026.
Præmien består af nye mountainbikes til klassens ti elever samt to lærere og to pædagoger. Eleverne havde fulgt spændt med i konkurrencen, fortæller klasselærer Heidi Crafack.
- Så sent som i morges, var der en af drengene, der spurgte mig, om jeg havde hørt noget om, hvem der vandt i Alle Børn Cykler, så det var faktisk en drøm, der gik i opfyldelse for dem, siger hun.
Klassen har deltaget i kampagnen i fire år. Ud over motion bruger skolen cyklingen til at styrke elevernes fællesskab og lære dem om trafikregler.
Mere end 110.000 deltog
I alt deltog over 110.000 skoleelever fra hele Danmark i årets kampagne, hvilket ifølge Cyklistforbundet er det højeste antal i flere år.
Alene i Kolding Kommune deltog 2.367 elever, mens 21.052 børn var med i Region Syddanmark.
Kampagnen løb over to uger i september. Jo flere dage eleverne cyklede, desto større chance havde klassen for at vinde hovedpræmien. De nye cykler bliver leveret på et senere tidspunkt, når de er tilpasset modtagernes størrelser.