Politiet har anholdt 10 personer og ransaget flere adresser på Sjælland i en omfattende sag om økonomisk kriminalitet.
Ni er sigtet for særlig grov hvidvask, mens én er sigtet for særligt groft hæleri.
10 personer er blevet anholdt under en større politiaktion flere steder på Sjælland. Politiet mistænker de anholdte for at være involveret i hvidvask af et større millionbeløb. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ni af de anholdte er sigtet for hvidvask af særligt grov beskaffenhed, mens den sidste er sigtet for særligt groft hæleri. Ifølge politiet har flere af de anholdte forbindelser til organiseret rocker- og bandekriminalitet.
Politiet har gennemført ransagninger på en række adresser, blandt andet i Næstved-området.
Fiktive fakturaer indgår i sagen
Efterforskningen har også afsløret forbindelser til flere såkaldte fakturafabrikker. Det er virksomheder eller netværk, der udsteder falske fakturaer for varer eller ydelser, som aldrig er leveret. Den slags kan blandt andet bruges til at hvidvaske penge fra kriminalitet, snyde med skat og moms eller finansiere sort arbejde.
Under aktionen har politiet beslaglagt et millionbeløb, en betydelig mængde data og en række genstande.
- Hvidvaskkriminalitet gør langt mere skade end blot at skjule, hvor ulovlige penge kommer fra. Den fungerer som en slags infrastruktur for anden kriminalitet, fordi den gør det muligt at omsætte udbytte fra fx narkohandel, bedragerier, forskellige former for økonomisk og organiseret kriminalitet til penge, der kan bruges i den almindelige økonomi, siger vicepolitiinspektør Lars Steffensen.
Politiet skal nu gennemgå det beslaglagte materiale.