Til taktfaste Erna-råb fra tilhængere afgav Høyre-leder og statsminister Erna Solberg mandag formiddag sin stemme på Apeltun skole i hjembyen Bergen.
- Jeg er klar til endnu fire år. Så må vi se, om det norske folk er klar til endnu fire år med mig, sagde Solberg, da hun ankom til valglokalet sammen med sin mand, Sindre Finnes.
Et opbud af journalister dækkede Solbergs stemmeafgivelse, hvor hun erklærede, at hun har tillid til, at der vil være et borgerligt flertal, når stemmerne er talt op.
Den socialdemokratiske statsministerkandidat fra Arbeiderpartiet (AP), Jonas Gahr Støre, stemte søndag i Oslo sammen med sin kone, Marit Slagsvold.
Valglokalerne er åbne til klokken 21. Umiddelbart derefter offentliggøres de første valgstedsmålinger, mens det endelige resultat ventes et par timer senere. Det er dog muligt, at det endelige resultat første foreligger tirsdag.
Partilederne mødes traditionelt til en tv-transmitteret debat omkring midnat.
Udfaldet af mandagens valg kan i sidste ende blive afgørende for landets helt store eksportvare - olien.
Det skyldes, at både regeringspartiet Høyre og arbejderpartiet efter alt at dømme bliver afhængig af støtte fra andre partier.
Og her kan Miljøpartiet De Grønne (MDG) blive en afgørende faktor. Mens flere mindre partier vil sætte begrænsninger for olieindustrien, så ønsker MDG helt at stoppe norske olieboringer.
/ritzau/NTB