Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) lykønsker amerikanerne, fordi elitesoldater i nat formåede at befri to gidsler.
"Jeg vil gerne ønske tillykke til gidslerne og deres familier og også til amerikanerne for en veloverstået aktion," siger Villy Søvndal til TV2 News.
Gidslerne blev i nat befriet efter flere måneders tilfangetagelse i Somalia.
De to medarbejdere fra Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling blev befriet af amerikanske elitesoldater i helikoptere.
Villy Søvndal ønsker ikke at kommentere selve redningsaktionen, eller hvorfor danske soldater ikke bidrog til aktionen.
Men han understreger, at aktionen fandt sted nu, fordi det var nødvendigt af helbredsmæssige årsager.
"Det ene gidsel har en sygdom, der er meget alvorlig. Derfor valgte man at gå ind med en militær løsning i denne situation," sagde han.
De to gidsler, amerikansk Jessica Buchanan og danske Poul Hagen Thisted har det ifølge Dansk Flygtningehjælp efter omstændighederne godt.
To danske søfolk har siddet fanget i over et år i Somalia.
Villy Søvndal siger, at han er "opmærksom" på deres situation, men vil ikke love en dansk redningsaktion.