Mænd skal til at være mænd igen og sætte kvinden på plads, hvis situationen kræver det. Det siger Venstre-løven Søren Pind i et opsigtsvækkende interview i dagbladet Information.
- Jeg tror, vi står over for en manderevolution, og den er lige så vigtig som kvindeoprøret i 1960'erne. Og det er vigtigt, at manden anerkender, at det behov er der og begynder at opbygge en social kapital baseret på maskuline værdier, siger Søren Pind til Information.
Han mener, manden i dag er trådt under fode:
- Ydmyget om du vil. Kastreret er nok det bedste ord, siger Søren Pind til avisen.
Mænd ligger under for kvinder
Søren Pind mener, at familie- og samfundstrukturernes forandring er skyld i at mænd ligger under for kvindelige præmisser.
- Mange mænd ligger under for de præmisser, der er skabt igennem de sidste 30 år, uden at reflektere over, hvad det betyder for kønnet som sådan. Som mand kan man ikke acceptere at se sig selv som køn. Vi er - punktum, siger han.
I interviewet står Søren Pind ved, at han ikke har lyst til at bruge størstedelen af sin tid på at passe børn og derfor har en aupair-pige.
- Jeg egner mig ikke til i længere tid at holde øje med børnene. Det kan jeg ikke. De bliver overøst med kærlighed, men der vil være en række konkrete ting, som jeg vil sørge for, at andre gør, siger han.
- Jeg skal kunne være mig selv, trække mig ind i mig selv og have ro. Og være ude i verden.
'Kvinder er mere socialt intelligente'
På spørgsmålet om, om mænd bliver trynet af kvinder, svarer han.
- Kvinden er betydelig mere social intelligent end manden, og alt den stund, at volden gud ske tak og lov er på tilbagetog, bliver den sociale intelligens den stærkeste kraft. Men det betyder, at magtfordelingen er blevet vendt om, og det har manden ikke forstået endnu, siger han.
Søren Pind mener, at kvinder vil foragte mænd, indtil manden igen træder i karakter.
- Manden har brug for fortsat at være lidt mystisk, at være sig selv og at have det der stammefællesskab. Og indtil han tør erkende det, bliver han tromlet i det sociale intelligenssamfund. Og kvinden vil i højere grad foragte manden, for ingen kvinder ønsker sig en mand, der bare lægger sig fladt ned, siger han i interviewet.