Sønderjyder slæber sandsække ud på gaderne
Højvandet, som truer med at oversvømme Syddanmark, sker højst hver tiende år. Foto: Colourbox
DMI varsler højvande på op mod halvanden meter fredag, hvilket især kommer til at ramme Syddanmark.

DMI varsler sjældent høj vandstand særligt i Syddanmark, hvilket har fået sønderjyderne til at forhøje beredskabet.

"Vi har sandsække kørt ned på havnen, og vi har sandsække liggende klar, og vi følger hele tiden prognoserne," siger beredskabschef i Aabenraa, Preben Kristensen, til Newspaq.

Ifølge meteorolog Jens Ringgaard Christiansen gør man klogt i at forberede sig på eventuelle oversvømmelser, for "der er grund til bekymring."

"Man skal høre meget efter, hvad myndighederne siger," siger han til Newspaq og fortæller, at vandstanden kan stige op til halvanden meter.

I Aabenraa er havnen netop halvanden meter over vandstanden, og derfor har man kørt vandsække ned på havnen for at beskytte virksomheder og huse mod oversvømmelse.

Aabenraa Kommune advarer ligeledes borgerne om højvandet og anbefaler, at folk tømmer deres kældre for værdier.

Højvande af denne kaliber ses kun hvert tiende år, oplyser Jens Ringgaard Christiansen til Newspaq.