Skibsreder og koncernchef i A.P. Møller-Mærsk Jess Søderberg har udstukket kursen for sin fremtid, når han til december forlader Mærsk.
Og den kan ende i et opgør med netop Mærsk. Søderberg har nemlig ifølge Børsen stiftet sit eget shippingfirma, som han foreløbig har skudt 2,5 millioner kroner i. Om selskabet er sat i søen for at drille eller direkte konkurrere med Mærsk vil Søderberg dog ikke kommentere:
- Det tilhører privatlivets, og det udtaler jeg mig ikke om siger han til Borsen.dk.
Jess Søderberg forlader Mærsk 1. december, hvor han afløses af den nuværende topchef hos Carlsberg Nils Smedegaard.
Det er første gang, at A.P. Møller-Mærsk henter en topchef ind udefra, og den manøvre har skabt uro i den normalt så tillukkede virksomhed. Netop Søderberg har tidligere udtalt, at han hellere havde set, at man havde fundet en intern afløser.