Meteorologerne har varslet snestorm i Nord- og Midtjylland, og det holder stik. Der meldes om massiv snestorm i Jylland, og juletrafikken er allerede hårdt lammet af de massive hvide masser.
"Der falder en del sne, og alt vores mandskab er ude at rydde sne og salte, men flere steder er der altså kun et farbart spor i hver retning, men vores mandskab gør alt, hvad de kan for at følge med," forklarer Pernille Thorsen fra Vejdirektoratet til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men indtil videre har det voldsomme vejr været uden de store uheld, og noget tyder på, at de, der valgte at tage tidlig juleferie, har gjort både os og sig selv en kæmpe tjeneste.
"Det kører forholdsvis godt i det meste af landet, vi har haft et enkelt uheld ved Horsens, hvor der er et spor spærret i sydgående retning, men der er færre biler på vejene, fordi folk allerede er taget på juleferie," siger Pernille Thorsen fra Vejdirektoratet.
Det forventes, at der i løbet af dagen vil falde om mod 15 cm sne i Jylland.