Superligakampen mellem Lyngby og Esbjerg spilles først på mandag og ikke som planlagt fredag aften.
Lyngby oplyser på sin hjemmeside, at fredagens kamp må aflyses som følge af det snevejr, der ramte området natten til fredag.
- Derfor ligger der lige nu omkring ti centimeter sne over hele opvisningsbanen, og på trods af solskin henad fredagen forventes det ikke, at sneen forsvinder af sig selv inden i aften klokken 18, hvor kampen er programsat, skriver Lyngby.
- Da stadionvarmen i banen samtidig er tændt, er de nederste centimeter sne smeltet. Det har til gengæld gjort banen så blød, at den ikke kan færdes på af hverken maskiner eller mennesker.
- Banen er derfor umulig at rydde, men selv hvis banen kunne ryddes, lyder vurderingen, at det formentlig ikke vil være forsvarligt for spillerne at gennemføre kampen på så blødt et underlag.
Kampen skal i stedet spilles på mandag klokken 17, hvor de to hold skal følge op på en perfekt start på det nye år.
Mens Lyngby åbnede foråret ved at besejre FC Nordsjælland med 1-0, blev det til en 3-0-sejr til Esbjerg i premieren mod Sønderjyske.
Da Lyngby i efteråret var på besøg i Esbjerg, endte det uafgjort 2-2 efter Lyngby-føring på 2-0 ved pausen.
Aflysningen på Lyngby Stadion betyder dog ikke, at fredagen bliver helt uden superligafodbold.
Presseansvarlig i Randers FC, Kristian Fredslund Andersen, oplyser, at der ikke er nogen fare for, at fredagens opgør mod FC Midtjylland bliver aflyst
- Her i det jyske kan vi godt spille, selv om det er lidt hårde forhold.
- Banen ser lækker ud, og solen skinner, siger han.
Kampen mellem Randers og FC Midtjylland begynder klokken 20.15.
/ritzau/