Den danske fodboldspiller Anders Christiansen kommer ikke på banen mere i denne sæson.
Malmö FF-spilleren går glip af sæsonens sidste fem ligakampe på grund af en muskelskade i låret. Det skriver Sydsvenskan.
Dermed kan han ikke deltage i kampen om det svenske fodboldmesterskab, hvor Malmö fører med fire point ned til IFK Norrköping, der er forsvarende mester. Netop de to hold mødes søndag.
- Vi bliver nødt til at behandle skaden korrekt. Går man i gang for tidligt, kan det virkelig gå galt. "AC" er indforstået med, at det er sådan, siger lægen Wilner Registre til avisen.
Malmös danske cheftræner, Allan Kuhn, kan til gengæld glæde sig over, at den farlige angriber Markus Rosenberg samt flere andre profiler er tilbage efter skader.
Anders Christiansen har spillet tre A-landskampe for Danmark. Den seneste var marts sidste år i Frankrig. Tidligere har han spillet i Lyngby og FC Nordsjælland, men i januar skiftede han til Malmö efter et enkelt år i italienske Chievo.
/ritzau/