Behovet for arbejdsmarkedsreformer, et opgør med efterlønnen og lavere skat på arbejde lever i bedste velgående.
Det understreger Dansk Erhverv efter en ny stor analyse fra arbejdsgiverorganisationen viser, at der allerede fra 2013 bliver mangel på arbejdskraft på i de danske virksomheder.
"Beregningerne understreger, hvor presserende det er allerede nu at få foretaget de yderligere reformer af bl.a. efterløn og skat, som er strengt nødvendige, hvis vi skal gøre os håb om at øge arbejdsstyrken," siger økonom hos Dansk Erhverv Mira Lie Nielsen til Børsen.
Cheferne i organisationen fokuserer desuden på, at det koster os allesammen kassen, hvis ikke problemet med manglende hænder bliver løst.
Hele 60 milliarder kroner vil det således koste statskassen i 2015, anslås det, fordi produktiviteten og opsvinget vil lide et knæk.
Derfor kan velfærden ikke undgå at at blive ramt, lyder det fra Dansk Erhverv.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) anerkender arbejdsgivernes analyse, hvad angår manglen på hænder, men de glemmer, at der også til den tid vil rejse udlændinge hertil på jagt efter job, siger AE-direktør, Lars Andersen.